Fri fragt med GLS over 399 DKK

Vi sender dag til dag.

Vi har mange danskavlede planter. Se dem her.

Valuta

Sebastian Bunny Grow

Bunny Grow udvikler 100% organiske gødninger fra kaniner, og er de første på det danske marked til at lave kaningødning. Bag virksomheden står Sebastian Reiermann, en ung iværksætter fra Frederikssund. Sebastian har en baggrund indenfor salg og service, og arbejder til dagligt i en lille malerbutik. Derudover driver han Bunny Grow.

Som barn havde Sebastian en naturlig interesse for planter, og han hjalp tit sin mor i hendes køkkenhave. Og på trods af at Sebastian i dag bor i lejlighed, så drømmer han om at flytte på landet, at få mere plads til sig selv og sine kaniner,og at være selvforsynende med diverse planter og grøntsager.

Idéen til at lave kaningødning opstod for et par år tilbage. Sebastian og hans daværende kæreste var lige gået fra hinanden, og han stod nu tilbage med 2 kaniner i sin lejlighed. En dag da han skulle gøre rent efter dem, gik det op for ham hvor meget sådan nogle små dyr egentlig efterlader, og han undrede sig over om man egentlig kunne bruge deres efterladenskaber til noget nyttigt:

“Jeg læste og læste og fandt frem til at gødning fra kaniner faktisk er meget effektivt, og at indholdet af NPK er dobbelt så højt i forhold til gødning fra kyllinger og 4 gange højere end gødning fra ko, hest, gris og får”. 

Derfor begyndte Sebastian at undersøge om der var andre, der havde udviklet kaningødning i Danmark. Men da der endnu ikke var nogle på markedet, greb Sebastian muligheden for at blive den første til at lave 100 % organisk gødning fra kaniner.

Bunny Grow

Undervejs fandt han ud af at kaningødning i sin rene form er meget effektivt, men at næringsstofferne udskilles alt for langsomt, helt op til flere måneder. Derfor fandt Sebastian på at granulere gødningen, så næringsstofferne blev nemmere tilgængelige for rødderne, og udskilledes efter kun 5-7 dage.

Med tiden fik Sebastian udviklet to nye gødninger; Bunny – VEG, som er tilsat sojabønner, og Bunny – Bloom, som indeholder bananskræller. Og det er der en helt særlig grund til: “Jeg vidste at planten har forskellige stadier som vækstfasen og blomsterfasen, så jeg stoppede ikke der med at udvikle. Jeg læste videre og undersøgte hvilke organiske materialer der indeholdt mest af forskellige plantenæringsstoffer. Jeg kom frem til at sojabønner indeholder meget kvælstof (N) og bananskræller indeholder godt med Kalium (K).”

Venner og familie fik lov at afprøve gødningerne, og efter 10 måneder “under jorden” med en masse læsning, arbejde og udvikling, var Sebastian klar til at starte firmaet Bunny Grow.  

I dag samarbejder Bunny Grow med kaninhoteller rundt om i Danmark og får sine råvarer udelukkende fra fritgående kaniner. “Vi støtter ikke kaniner i småbure og på baggrund af dette har vi fornyeligt fået et samarbejde med Kaninværnet, hvor vi donerer 1 krone pr solgt gødning til deres velgørenhed.”

Bunny Grow gødning kommer i en 450 ml pose og koster 90 kr. 

Kaniner ligger lavt på CO2-skalaen, da de lever meget sparsommeligt og nærmest kun spiser hø, salat og drikker vand. Derudover har kaningødning også den fordel at det ikke lugter, så det også kan anvendes indendørs. Og så indeholder kanin gødning essentielle sekundære og mikro-næringsstoffer, som mikroorganismerne i jorden elsker. Gødningen er langsomt udskillende, hvilket gør at man ikke så nemt kommer til at overgøde sine planter. Og så har det også den fordel at det ikke skader det mikrobielle liv i jorden, hvilket er yderst vigtigt når det kommer til plantepasning: 

“Du kan have den højeste NPK gødning der findes, men uden en sund, frisk og livlig jord er der ingen sunde eller stærke planter. Mikroorganismerne er dine bedstevenner, derfor skal du også passe godt på dem ved at forsyne dem med masser af organisk energi, som de kan arbejde med og derfra forsyne din jord og dine planter med masser af liv og nærringstoffer.”

Skriv en kommentar

Bemærk venligst at, kommentarer skal godkendes inden de vises